Type: Klient
Kategori: Afhængighed
Kort beskrivelse: jeg kunne ikke være i afskedsdagen på efterskolen for mine børn. Pinligt og ubehageligt for det skulle ikke handle om mig. Kunne heller ikke tale om det
Resultat: Jeg har for 6 dage siden været til tankefeltsterapi hos Marianne Høgh på Østerbro.
Marianne er en behandler jeg opleve som nærværende kompetent og grundig. Jeg kom til Marianne med en gennemgående oplevelse af, at jeg blev utrolig rørt da jeg oplevede/tænkte på og talte om, at mine drenge stoppede på deres efterskole. I sådan en grad at det forhindrede mig i at tale om det, selvom jeg havde et stort ønske og behov for det.
Marianne var nærværende før, under og efter behandlingen på den måde at hun var opmærksom på hvordan jeg havde det. Jeg har en fornemmelse af, at hun under behandlingen var opmærksom på min krops signaler, for hvergang jeg havde en kropslig reaktion, eksempelvis tårer, rykken på skuldre eller anden bevægelse, spurgte hun: “hvad sker der nu”?
For mig var behandlingen en blandet kropslig oplevelse. Jeg oplevede ekstrem ubehag i form af en indre brændende fornemmelse i hele kroppen. Under den fornemmelse, havde jeg lyst til at rejse mig og ryste min hånd. Jeg blev guidet i at blive i det “brændende”, som under behandlingen forandrede sig til både at være i min krop som et ubehag i maven og en trykken i nakke, skuldre og hals. Jeg oplevede, at min afdøde farmor kom og var tilstede i lokalet og hun hørte at jeg var ked af, at jeg ikke fik taget afsked med hende.
Ubehaget blev erstattet med en let følelse, da jeg blev guidet i, at selvom jeg ikke fik sagt tak for alt, hvad min farmor har gjort, så kan og skal jeg elske og værdsætte mig selv. Det er en sætning, jeg kan mærke gør mig godt og jeg øver mig i at bruge den generelt.
I går var jeg sammen med en veninde og vi talte om, hvordan mine drenges sidste dag på efterskolen havde været. I min fortælling blev jeg stadig rørt og fik tårer i øjnene. Jeg oplevede ikke som før, at være forhindret i at tale om det. Jeg var nød til at holde lidt “kunstpauser” og huske på, hvad jeg også opleve i terapien, nemlig, at det er okay, at jeg bliver rørt.
I terapien rundede vi mange emner for fuldt at afdække, hvorfor jeg bliver rørt. Her mærkede jeg Mariannes grundighed i hendes terapi. Jeg kunne mærke, at for hende var ikke noget der blot skulle overstås. Sålænge ubehaget var der, arbejde vi med at få det afdækket, mærket og bearbejdet, hvilket gjorde jeg følte at det også var vigtigt for Marianne, at jeg fik det bedre.
At blive rørt ved under terapien var virkelig en god fornemmelse for mig. Det aktiverede mig på en mere “nærværende og følsom” måde overfor mig selv, end jeg har prøvet før. Jeg var i kontakt med min krop under hele terapien, hvilket er godt for mig, da jeg ellers er meget “i mit hoved”. Det er svært at beskrive, men det føltes som om, terapien var mere “ærlig og kontant” end andre terapiformer, jeg har prøvet før.
Under sessionen blev jeg spurgt hvor meget ubehaget omkring at tale om mine drenges afslutning på efterskolen. På en skala 1-10, startede det ud med at ligge på en 7-8, hvor de er det værste. Ved sessionens afslutning var ubehaget væk - jeg kunne ikke mærke det i min krop længere og den føltes svævende og let. Derfor ratede jeg ubehaget som 0 ved sessionens afslutning.