Type: Klient

Kategori: Andet

Kort beskrivelse: Mistillid til andre mennesker

Resultat: I løbet af de sidste ni måneder har jeg været plaget af en konstant følelse af mistillid til andre mennesker og en følelse af svigt. Årsagen er en bestemt person (for læsevenlighedens skyld navngives hun Line) i arbejdsmæssig sammenhæng som jeg stolede på 100 procent på, og som støttede mig og boostede min selvtillid på så mange niveauer. Efter nogle måneder svigtede hun mig på det groveste, forlod os uden at sige et ord. ALT hvad hun havde sagt til mig føltes som løgn, bedrag, bullshit, svigt og hun fik mig til at miste troen på andre mennesker, når de siger noget positivt om mig. Jeg har altid opfattet mig selv som en god menneskekender, men hun har siddet som en hæmmende skygge over mig igennem ni måneder; stået i baggrunden og suget al tro og håb ud af mig, så snart jeg følte en lille smule glæde. Men andre ord har hun været i mit hoved næsten uafbrudt og siddet som splintret glas og har hæmmet mig fra at være glad. Inden min tapping session, ligger min SUD på en solid 10’er. Der skal tappes på Line.
Tobie begynder at banke og jeg føler mig nedtrykt, modløs og har en dræbende hovedpine og masser af spændinger i nakken. Jeg mærker Lines sort/hvide silhuet bag mig som et billednegativ. Jeg kommer i de væmmelige følelser af svigt og mistillid. Det er stærkt ubehageligt og min vrede overfor Line stiger stødt. Jeg ender med at tude, vrisse og råbe af hende og sige, at hun skal forsvinde ud af mit hoved og give mig fred. Det er overvældende, det er stærkt og vanvittig intenst! Men under sessionen sker der noget helt ekstraordinært. Jeg kan i mit magiske rum mærke, at Line er der af en grund. Det er ikke for at holde mig nede og tilbage, men for at passe på mig og støtte mig. Jeg har i ni måneder følt, at hun har holdt mig tilbage fordi hun bare forsvandt, men jeg er bevidst om at jeg nægter at tro, at et menneske kan indeholde så meget modbydelighed. I mit magiske rum vælger jeg at tro på Line og at alle hendes dejlige ord fra dengang var oprigtige. At hun efterfølgende forsvandt uden at sige et ord, var fordi hun selv havde brug for at komme væk – det havde ikke noget med mig at gøre. Jeg begynder at tude uhæmmet og mærker til min store overraskelse, at jeg har brug for Line! Jeg har brug for at hun er hos mig, og jeg vælger at tro på godheden i hende. Jeg har i al den tid forsøgt at få hende ud af mit hoved, men det går op for mig, at jeg ikke kan undvære hende. Hendes ord er vigtige, alt det der blev sagt af rosende og positive ting til mig dengang, er vigtige at huske på. Jeg tuder hæmningsløst fordi jeg kan mærke, at jeg ikke vil have, at Line forsvinder. Hun skal være hos mig. Jeg mærker pludselig at min krop begynder at blive lidt kold og sitre en lille smule. Jeg får kvalme og er ved at kaste op. I sandhedens øjeblik går Line fra at være et billednegativ til at få farve i kinderne. Hun smiler og vi giver hinanden et varmt kram og hun siger undskyld; og at hun er ked af den smerte, hun har forvoldt mig, og at hun forsvandt af personlige årsager. Inden jeg åbner øjnene beder Tobie mig tage et snapshot af vores kram og lade det sprede sig og splintre i både hoved og krop.
Da sessionen er færdig, har jeg hverken hovedpine eller spændinger i kroppen, og jeg mærker, at jeg har fået nye følelser for Line og hele det ”forhold”, jeg har haft til hende lige siden svigtet. Jeg føler oprigtigt, at hun er hos mig for at minde mig om, at jeg skal huske på alle de positive ting, hun sagde til mig.
Jeg er vanvittig imponeret over Tobies evner! Hendes ro, måde at guide på og evner til at ramme lige præcis dér, hvor hun kan hjælpe allerbedst er out of this world. Hun er en gudbenådet ’tapper’ i verdensklasse og har igennem nu tre sessioner hjulpet mig med kraftigt at nedtone både frygt, mistillid og stress i min krop. Ved en tidligere session hos Tobie oplevede jeg, at jeg efterfølgende ikke længere var svimmel efter at have været det uafbrudt i næsten tre måneder. I mangel på bedre ord kan jeg ikke skrive hendes evner som andet end magiske. Hun er eminent dygtig.

 
Category

2022 © Copyright | IFPF ApS | Ålborgvej 12, 4793 Bogø By | Tlf + 45 70 278 288 | kontor@mygind.dk | CVR/SE nr. 42220396