Type: Klient
Kategori: Traumer
Kort beskrivelse: Nærdødsoplevelse i swimmingpool
Resultat: Som 10-årig var jeg udsat for en drukneulykke i en swimmingpool, under en ferie i Spanien, hvor jeg bliver reddet i sidste øjeblik.
I terapien går Tina tilbage til begivenheden, hvor hun deler den op i små etaper.
For hver etape måler hun fra 0-10 hvor ubehageligt jeg har det. Det ligger mellem 10 og 5 de første gange, men hun får det til sidst ned på 0.
I første etape beder hun mig beskrive hvilken følelse jeg har i kroppen, da jeg er faldet i swimmingpoolen (jeg har ikke lært at svømme og ved derfor ikke, hvad jeg skal gøre), og jeg beskriver det som om, jeg føler mig pakket ind i bobleplast, som om jeg er fastlåst.
I anden etape går vi ind i følelsen af min dødsangst og den panik, som breder sig i mig og følelsen af at komme til overfladen 1. gang, for med det samme at gå under igen. Jeg føler mig fuldstændig bragt tilbage i øjeblikket og kan sågar huske navnet på hotellet, da det stå på bunden af poolen. Jeg føler også magtesløsheden ved at komme op og endnu engang gå under 2. gang.
I tredje etape når jeg til den komplette følelse af opgivelse, da jeg kommer op 3. gang og synker mod bunden igen. Her accepterer jeg, at jeg nu skal dø og begynder i mine tanker, at sige farvel til mine pårørende. Her får jeg en følelse af "ingenting" i kroppen og vi må "re-grounde" mig, inden vi går videre.
I fjerde etape kommer vi til det punkt, hvor jeg i sidste øjeblik bliver reddet op af poolen og med ét er tilbage til livet.
Under hver etape beder Tina mig beskrive, hvordan mit ubehag i situationen føles på en skala fra 1-10. Jeg sidder med lukkede øjne under hele forløbet, på nær når Tina beder mig åbne dem, for at følge hendes hånd i et bestemt mønster. Hun "tapper" på mine fingre og på bestemte steder på hovedet, ansigtet og overkroppen. Under dette beder hun mig gentage sætninger omkring accept af, og kærlighed til, mig selv, samt nynne små melodier og tælle til 5. Dette påvirker hver gang min følelse af fastlåsthed og afmagt i en positiv retning.
Til afslutning banker på hun håndryggen og jeg mærker der en lettelse, frigørelse fra den overvældende afmagt og befrielse for følelsen af overgivelse til min skæbne til døden.
Da jeg kører hjem fra terapien er det med en følelse af ro, men på samme tid at hjernen er på autopilot. Først i dagene efter falder elementerne fra oplevelserne under terapien ligesom på plads, hvilket giver en dybere ro med og accept af det, der skete for mit 10-årige jeg under en ferie i Spanien.