Type: Klient
Kategori: Andet
Kort beskrivelse: Afhjælpe bivirkninger i forbindelse med kemoterapi-behandling
Resultat: Peter har hjulpet mig med at afhjælpe bivirkninger i forbindelse med kemoterapi-behandling i efteråret 2020. Ubehaget bestod i en kvalmende fornemmelse af væmmelse og kunne fremkaldes ved, at jeg satte mig i selve behandlingssituationen, helt specifikt ved at tænke på dropsættet med den røde væske og slangen, der førte den røde væske ind i armen. Ubehaget kunne under den indledende samtale beskrives som en stor udfyldning/hævelse indvendig og nederst i halsen, der pressede hårdt udad på det omkringliggende væv. Indledningsvist scorede jeg ubehaget til 6 på skalaen fra 0-10. Herefter påbegyndtes bankesekvenserne, som grundet corona foregik siddende på to stole med 2 meters afstand, hvorfra Peter ved at udføre bankesekvenserne på sig selv, instruerede mig i, hvor jeg skulle banke på mig selv. Imellem hver bankerunde spurgte Peter til ubehagets udvikling - form, farve, overflade, placering i halsen og score. Vi udførte en del bankerunder, måske omkring 8 i alt, og scoren faldt hurtigst i starten. Undervejs ændrede ubehaget også både form, overflade, farve og placering og under de sidste runder var det mere bare som en lille, blævret “tudse i halsen”, hvor det var startet som en stor, fast, ru og sten-agtig hævelse. Det sidste stykke fra 1 til 0 tog de sidste 2-3 runder, men så var ubehaget også forsvundet. Det var faktisk en meget mærkelig følelse, at et ubehag, som kort forinden havde været meget dominerende og fysisk fremkaldt ansigtstrækninger, når jeg koncentrerede mig om ubehaget, pludselig var væk.