Type: Klient
Kategori: Stress
Kort beskrivelse: Jeg blev sygemeldt med stress / en overbelastningsreaktion i september 2020.
Resultat: Da jeg begynder på arbejde igen har min læge sagt, at jeg skal begynde at mærke overskud til andet end arbejde også. Arbejdet må med andre ord ikke tage al min energi. Så på vej hjem fra arbejde (hvor jeg er på nedsat tid) kan jeg mærke, at jeg har tid og overskud til en yndlingsbeskæftigelse. Jeg kører forbi en stor genbrugsbutik og køber lidt forskellige ting med hjem. Det har tidligere i sygemeldingen været helt uhørt, fordi jeg ikke kunne klare alle de stimuli, der er i en butik. Et par dage efter står jeg midt i stuen og kommer i tanke om, at jeg da ikke har fået den lampe, som jeg troede, at jeg havde købt, med hjem. I det øjeblik, hvor det går op for mig, at jeg ikke har lampen, står jeg ved siden af det skrivebord, hvor lampen skulle have stået og med min datter og mand siddende i en lænestol og sofa ved siden af. Jeg taber al energi – det er som om blodet suser væk fra hovedet og ned i fødderne. Det minder lidt om, hvordan man kan have det, før man besvimer - eller hvis man gå sukkerkold. Jeg undrer mig bagefter over, at jeg har fået sådan en overreaktion på noget, som er ganske ufarligt. Det minder mig lidt om, hvis man får besked om, at nogen er død (jeg har mistet både min biologiske far og min stedfar for eksempel – førstnævnte meget pludseligt). Jeg er desuden nervøs for, at den er helt gal med min hukommelse, så følelsen varer ved i et stykke tid. En følelse og frustration over et tab af kontrol.
Jeg får massage hos Natashia en dag, hvor jeg fortæller hende, at jeg har været syg med stress. Jeg siger, at nu er mit ”nervesystem” (eller hvad man nu skal kalde det) endelig faldet mere til ro. Jeg har haft to nylige oplevelser (næsten halvandet år efter jeg blev syg med stress), hvor jeg har haft en ”sund reaktionsevne”, hvis jeg selv skal sige det (en cyklist, der bliver kørt ned for øjnene af mig, men som heldigvis er ok – og to mænd, der kommer op og slås lige foran mig i trafikken) – og hvor mit nervesystem var i ro igen 15-30 minutter efter. Jeg kunne med andre ord – ryste det af mig. Jeg er stolt af at være kommet så langt, og så er det jeg fortæller om lampehændelsen, hvor jeg jo får en overreaktion på noget egentlig ret ligegyldigt. Natashia spørger om jeg vil være case, og det takker jeg straks ja til.
1. Første gang var de fysiske fornemmelser kraftige (både målt i styrke, farve og form), og Natashia hjalp mig frem til sætningen ”Jeg føler mig ikke forstået”. Det blev meget tydeligt for mig, at det er hårdere at stå i de her svære ting, fordi jeg føler mig alene i det.
2. Næste gang var de fysiske fornemmelser meget mildere, men de havde ikke sluppet endnu. Det blev meget tydeligt for mig, at jeg hænger fast i traumer, fordi jeg synes, at jeg skal lære af dem. Det kan selvfølgelig være fornuftigt nok at lære af sine fejl, men lampehændelsen behøver jeg jo seriøst ikke lære af.
3. Tredje gang var det svært at finde de fysiske fornemmelser i hændelsen, men de var der endnu. Det slap hurtigt, og mit fokus skiftede fuldstændig karakter. Det blevet meget mere faktuelt og nøgternt – tanken var mere ”Jeg troede, jeg havde købt en lampe, men jeg har den ikke. Fjollet. Shit happens. Jeg må se efter en ny.” Jeg følte mig derefter meget lettet.
Allerede i snakken efter de tre gange, kan jeg mærke, at jeg drager en del paralleller til andre oplevelser i mit liv (måske kan man kalde dem traumer) og til ting, som jeg arbejder med mig selv med (særligt efter stress-sygemeldingen). Det – sammenhængene - står ikke helt tydeligt frem for mig, men det har nogle tråde, som jeg også gerne vil have bearbejdet. Derfor er det ikke sidste gang, at jeg går hos Natashia. Noget er for eksempel sket i forbindelse med voldsomme sygdomsforløb frem mod mine to fødsler.