Type: Klient

Kategori: Angst

Kort beskrivelse: Angst

Beskrivelse af problem: Flyskræk

Behandling:
Det problem jeg gerne ville have Martin til at behandle mig for er flyskræk. Det har jeg fået behandling for en gang før, og efterfølgende har jeg været på en flyvetur København-Athen retur. Jeg prøvede på den tur at mærke godt efter hvilken del, der gav mig ubehag og det er uden tvivl det klaustrofobiske i at blive lukket inde i et rum med lidt plads og uden at kunne komme ud igen. Når jeg er i en sådan situation, får jeg det meget hedt og det synes jeg er temmelig ubehageligt. Jeg kan godt styre mig selv med min fornuft, men frygter lidt at gå i panik og få lyst til at forsøge at styrte væk.
Som eksempel fortæller jeg endvidere Martin, at præcis den samme følelse havde jeg bl.a. sidste år i påsken, da jeg skulle ind og se Peterskirken i Rom og kom til at gå forkert, så jeg endte i en lang, tæt kø der var på vej ned i gangene under kirken. Da får jeg det samme ubehag, kommer til at svede og vælger at vende om og gå ud for ikke at risikere at gå i panik. Den type situationer forfølger mig endvidere ofte i drømme, hvor jeg går fast i en labyrint eller snæver gang og det er umuligt for mig at komme ud.
Ubehagstallet på flyskræk generelt er 5, men da vi går ned i den præcise følelse omkring det klaustrofobiske er ubehaget oppe på 9.
Martin begynder at banke mig på de forskellige punkter, og da han spørger, om jeg kan mærke, hvor i kroppen ubehaget sidder, føles det bagpå på øverste del af ryggen. Præcis der hvor man har en rygsæk til at sidde. Der føles min ryg meget varm, nærmest brændende og da Martin spørger ind til om jeg før har haft den følelse, kommer jeg pludselig til at tænke på et mareridt jeg havde som barn, da jeg var ca. 4-5 år, hvor jeg drømte at mine forældre døde og jeg derfor stod med hele ansvaret for at passe vores gård. Da jeg vågnede turde jeg ikke vække mine forældre, som dog vågnede ved jeg græd. Jeg kom over til mine forældre, og så kom jeg til at tænke på, at når jeg kom over i sengen til dem om natten, brød min mor sig ikke om at jeg var tæt på hende. Jeg følte mig afvist af hende og den følelse arbejdede vi så med.
Efter denne tur tilbage i barndommen, kom jeg efter lidt tid i tanker om, at følelsen af at være holdt fast og få det meget varmt og ubehageligt, oplevede jeg første gang, da jeg som ca. 7-årig var ude at køre i bil med en rar mand i familien, som indbød mig til at prøve at køre bilen. Det syntes den 7-årige selvfølgelig var meget spændende og jeg skulle sidde mellem hans ben og måtte så holde rattet, mens han passede pedalerne. Da jeg først sad der, befamlede han mig alle vegne, hvilket medførte stor undren, skræk, flovhed og lignende følelser. Mit ubehagstal steg til 10, jeg får det meget varmt og føler næsten fysisk manden sidde bag ved mig, holde mig fast uden mulighed for at komme væk fra det enorme ubehag.
Mens Martin banker daler det fysiske ubehag og tanken om situationen og slutter på 4. Vi har arbejdet så længe, at vi afslutter sessionen med afspændingsøvelsen.
Jeg har for 10 år siden arbejdet hos psykolog med overgrebene og har ved den lejlighed fået fjernet en årelang periodevis panikangst, men har aldrig tænkt over, at denne første gang, hvor overgrebene startede, kunne have noget med min flyskræk at gøre. Det var befriende at opdage denne sammenhæng og jeg vil gerne arbejde videre med det senere.




Resultat: N/A

 
Category

2022 © Copyright | IFPF ApS | Ålborgvej 12, 4793 Bogø By | Tlf + 45 70 278 288 | kontor@mygind.dk | CVR/SE nr. 42220396