Type: Klient
Kategori: Andet
Kort beskrivelse: Andet - Manglende livsglæde
Beskrivelse af problem: Manglende livsglæde
Behandling: 1. session:
Min første TFT sessioner. Min negative overbevisning er: ”Jeg har ikke ret til at være her.” Jeg placerer den på 6 på SUD skalaen.
Jeg har modstand på at skulle gentage det så mange gange. Det strider imod alt det, jeg ellers har lært om selvudvikling, og de måder jeg ellers har arbejdet på. Men jeg vælger at stole på, at terapeuten ved, hvad hun gør, og der sikkert er en mening med det.
Da jeg har taget den beslutning giver jeg mig hen. Og oplever da hun beder mig om at placere den på SUD, at den falder. Når terapeuten bankede under armen blev følelsen lidt være ellers blev den bedre på alle de andre punkter.
Terapeuten banker en tid, og spørger: ” Hvordan har du det nu?” Hvortil jeg svare: ”Det passer ikke.” SUD var i 0.
Terapeuten beder mig holde fast i følelsen og blive med den et par minutter. Bagefter svarer jeg bekræftende på, at jeg føler mig rolig fredfyldt og let
2. session:
Min negative overbevisning i denne session var: ”Jeg er uønsket.” SUD 9,5.
Terapeuten bankede og SUD faldt til 5, men blev der. Så skulle jeg selv banke. Og SUD faldt igen hurtigt. Da SUD er ½ kan vi ikke rigtig få den længere ned.
Terapeuten laver en øvelse hvor jeg følger hendes hånd nede fra op og side til side.
Herefter foreslår hun at jeg siger: ”Jeg er ønsket, og jeg elsker og accepterer mig selv helt og fuldstændigt.” Det føles meget mere rigtigt at gentage dette, end den negative overbevisning. Terapeuten banker og spørger kort efter, hvordan jeg har det, og jeg svarer: ”Jeg har det dejligt!”
Hun lader mig sidde et par minutter, efter hun har hørt mig sige, at jeg føler mig rolig, let og fredfyldt.
3. session:
Jeg havde egentlig ikke noget bestemt på forhånd, jeg ville arbejde med.
Jeg var træt, energi forladt og øm i kroppen. Vi tog udgangspunkt i det.
Terapeuten begyndte at banke. Hun spurgte, hvad det værste ved at være energi forladt var.
Stagnation, det værste ved stagnation var ingen udvikling, det værste ved ingen udvikling var, at jeg altid ville være ulykkelig, og ved at være ulykkelig svigtede jeg mig selv. Det værste ved at svigte mig selv ville være, at jeg ville dø af det. Det værste ved at dø var jeg svigtede mig selv.
Vi blev ved den.
Jeg kan ikke huske hvad hun så spurgte mig om, men det næste jeg oplevede var, at jeg er tilbage ved min fødsel. Tårerne løber. Jeg er chokeret. Jeg hjalp ikke selv til. Jeg gjorde ikke selv en indsats for at komme her. Pludselig bliver jeg bare pillet ud. Uden forvarsel. Det gør ondt nu, og der er koldt. Jeg forventede, at livet var anderledes. Men det gør ondt og er tungt.
Der er en orange smerte i min kraniekant. I begge sider, men mest i venstre side. Der er en metal stang med en figur på. Figuren har mest buede former. En enkelt skarp kant. Den er barnehåndflade stor. Den bliver mast ind under min kraniekant.
Terapeuten beder mig sende lys og kærlighed til stedet. Jeg visualiserer lys og kærlighed i en strøm oppe fra. Florlet hvidt med et skær af indigo ind i mellem strømmer ned fra oven og ind i mit ømme punkt.
Jeg bliver varm i nakken og ser, hvordan stangen først smelter, så bare går i opløsning og bliver til smukt sølvstøv. Selve formen er ikke materialiseret mere. Jeg mærker smerte i min lænd. Venstre side. Denne samme form på en stang er der. Terapeuten beder mig sende stedet lys og kærlighed. Stangen gør det samme som før beskrevet. Formen smelter. Noget løber væk. Andet trænger ind i mig.
Hvornår mødte du denne følelse første gang?? Spørger terapeuten
Jeg er 7 år. Jeg har slået mit hoved. Jeg bliver bevidst om, at den eneste måde at få fysisk kontakt med min mor, er hvis jeg har ondt.
Jeg ser mig selv som voksen sammen med den lille grædende mig. Jeg tager hende på skødet. Trøster hende og siger, at hun ikke behøver at have ondt for at få knus. Hun kan få lige så mange knus hun vil hos mig.
Jeg siger til mig selv: ”Bare lad hende fylde det hele. Der er masser af plads til hende.”
Jeg ser mig selv som jordemoder ved en fødsel. Barnets hoved er halvt ude. Hovedet er MEGET stort. Måske 2-3 gange større end en nyfødts hoved. Men det er ikke noget problem. Jeg siger: ”Der er masser af plads. Bare lad hende fylde det hele.”
Inden hovedet fødes, er jeg den fødende kvinde. Jeg tager imod barnet og tager det op til mig. Det er mig, der er kvinden, og mig der er barnet. Jeg elsker hende. Jeg byder hende velkommen. Kærtegner hende. Passer på hende.
Jeg føler ro, fred, kærlighed til mig selv. Jeg slapper af.
Ved tidligere sessioner, har jeg fornemmet, at der strømmede energi ud fra mit tarzanpunkt.
Jeg ser det for mig som et rundt hul, der er stukket ud med en småkage udstikker.
Der mangler noget dér. Og nu ved jeg, hvad det er der mangler. Jeg lader den lille pige smelte sammen med mig, og jeg giver hende plads, der hvor der mangler noget. Jeg lader os smelte sammen. Lader hende fylde hullet ud.
Jeg er fredfyldt.
Jeg fik mest ud af, når terapeuten bankede på siden og oversiden af hånden.
Jeg trak vejret dybere, når hun var under nøglebarnet. De andre punkter gjorde, at jeg mistede koncentrationen lidt i forhold til at fokusere på følelsen eller billedet.
Denne metode rykkede mere, end at sige min negative overbevisning højt.
Den er mere forankret i mig. Jeg lægger dagligt min hånd på mit tarzanpunkt, hvor jeg har smeltet mig sammen med den lille mig og sende hende kærlige tanker. Hun skal ikke mangle hos mig mere.
TFT, opfølgning:
På mine overbevisninger fra de to første sessionen kan jeg mærke, at min SUD ikke er på 0. Men på henholdsvis 3 og 4.
Min overbevisning fra min sidste session: ”Jeg svigter mig selv” er fortsat i SUD 0.
Jeg ønsker at arbejde videre med mine negative overbevisninger fra de to første sessioner med samme metode som ved sidste session, så de således også kan forblive i SUD 0.
NB: Min historie må gerne ligge på TFT Danmarks hjemmeside, men jeg ønsker at blive kontaktet, hvis man evt. ønsker at bruge den i anden sammenhæng.
Resultat: N/A