Type: Klient

Kategori: Fobier

Kort beskrivelse: Nåleskræk

Resultat: Jeg er 67 år gammel og har haft nåleskræk fra barnsben. Problemet har faktisk været voksende med årene: Hos tandlægen undgik jeg så vidt muligt bedøvelse, også når det drejede sig om at få lavet en krone på en kindtand. Hos gynækologen fik jeg taget biopsier fra livmoderhalsen uden bedøvelse. Da jeg skulle have et keglesnit sidste vinter, måtte jeg lægges i fuld narkose (væk og slap med det samme) fordi min nåleskræk stod i vejen for at lægen med nogenlunde sindsro kunne lægge en lokalbedøvelse omkring livmoderhalsen.
Jeg har haft en vis kontakt til problemets årsager: En dramatisk hændelse i 5-årsalderen i forbindelse med et vaccinationsprogram hvor lægen og lægens kone, som blev tilkaldt, holdt mig fast mens min mor skændte og var flov over at jeg skabte mig og var til ulejlighed. Når jeg skriver en vis kontakt, er det fordi jeg jo tidligt har kunnet ryste på hovedet af den måde at forholde sig til et barns utryghed på, tvang og skældud. Jeg har ikke båret nag, for det var nok stort set tidens (1950’ernes) måde at gå til værket på, ikke mindst på landet.
Når bedøvelse eller vaccination har været absolut nødvendig, har jeg som regel spillet ud med at jeg var bange og har opfordret lægen eller tandlægen til at tale med mig (om vejret eller hvad som helst) for at støtte mig i at blive hos mig selv og bevare jordforbindelsen. Imens gjorde jeg så mit bedste for at samarbejde gennem vejrtrækningen. Måske har vi også joket med at der ikke var nogen grund til ligefrem at kalde på en ubehagelig barndomserindring.
Under behandlingen med tankefeltterapi fik jeg kontakt til et dybere lag i problemet, en blind vinkel: Det blev tydeligt på en nærmest fysisk måde, at jeg har koblet vaccination og bedøvelse med et jordskred af en undergangsfornemmelse, en følelse af at sider af min personlighed var under angreb. Og det blev indgangen til at jeg sad dér i stolen, dybt berørt og kunne sige til mig selv: ”Jeg er vild, jeg tager plads, jeg fylder”.
Det er en lille måned siden nu, men ugen efter var jeg hos lægen for at blive vaccineret – uden problemer. Sammenlignet med visheden, den følte fornemmelse af at det er i orden at fylde, føles det nærmest som en sidegevinst at jeg nu også har mod på at skulle bedøves i forbindelse med en forestående kirurgisk tandbehandling.

 
Category

2022 © Copyright | IFPF ApS | Ålborgvej 12, 4793 Bogø By | Tlf + 45 70 278 288 | kontor@mygind.dk | CVR/SE nr. 42220396