Type: Klient
Kategori: Angst
Kort beskrivelse: Angst
Beskrivelse af problem: Jeg var angst for duer, de fik en større og større betydning i mit liv. Jeg brugte ikke min altan og gik gerne en omvej for at undgå dem.
Behandling: For nogle år tilbage begyndte jeg pludselig at blive bange for duer. Sådan har det ikke været hele livet, og jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg pludselig fik en fobi for duer. Det kom bare. Angsten for duer blev større og større, og jeg indrettede mig på det, for nu var jeg jo bange.
Jeg bor i en storby, hvor duer er et velkendt fænomen. De er overalt på gader og torve. Og hvis man vil nyde byen, kan man ikke undgå at møde duer på sin vej. Min fobi har betydet, at jeg indrettede mig på, at duerne skulle have plads. Så jeg gik i store ringe uden om, stoppede på cykelstien indtil de havde flyttet sig og har endda en gang valgt at gå gennem kælderen op af bagdøren til min opgang, da en due havde valgt, at den skulle sidde på gaden lige foran min hoveddør. Så det blev mig, der gav plads til dem.
Problemet har for mig selv virket en smule latterligt og ikke særligt rationelt. Hvad kan en due gøre mig? Men det har ikke forhindret mit ubehag i at komme, når en due har krydset min vej. Det gav mig kvalme bare at tænke på en due, og jeg skulle ikke risikere at komme til at røre ved en. Jeg syntes, de så onde ud med deres stirrende øjne, og jeg blev bange for, om de kunne finde på at angribe mig, hvis jeg kom til at gøre dem utilfredse.
Da jeg hørte om tankefeltsterapi, tænkte jeg, at det kunne være et godt eksperiment at prøve at få fjernet min fobi for duer. Jeg havde svært ved at forestille mig, at den bare sådan lige kunne forsvinde. Nu havde jeg jo vænnet mig til det og havde indrettet mig på det. Men det kunne da alligevel være sjovt at prøve.
Jeg har indtil videre fået to behandlinger og der er helt klart sket en forandring, som er svær at definere. Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle forvente af terapien, og jeg syntes et eller andet sted, at min fobi jo bare var noget, jeg måtte acceptere. Men min behandler tog problemet alvorligt. Hvis min fobi for duer begrænser mig i min hverdag, så måtte det jo være en reel fobi.
Jane satte sig overfor mig og tog min hånd. Jeg sad med lukkede øjne og lyttede til det, hun sagde. Hun talte stille og roligt, og hun fik mig til at slappe af. Inden længe fornemmede jeg duernes tilstedeværelse, og jeg fik ubehaget i kroppen. Nøjagtig det ubehag, jeg føler, når jeg ser en due nærme sig i det virkelige liv. Da jeg mærkede ubehaget, koncentrerede Jane samtalen omkring, hvad det faktisk er, der gør, at jeg er bange for duer. Stille og roligt bevægede samtalen/behandlingen sig omkring duerne, og hvad det er ved dem, jeg er bange for. Til sidst havde jeg det fint.
Efter mine behandlinger har jeg stille mærket en forandring. Jeg springer ikke længere op i panik, hvis en due vælger at flyve tæt på mig. Overraskende er jeg nærmest bare ligeglad. Og jeg får ikke længere en kvalmende fornemmelse, når jeg tænker på en due. Næste skridt er, at tage en tur ud i byen, hvor der er mange duer, og prøve at mærke, om jeg også her er ligeglad. Jeg tror faktisk selv lidt på det, og det er en kæmpe forandring.
Forleden tog Jane og jeg så en tur på Strøget. Med vilje gik jeg gennem en flok duer på et torv. Jeg var meget koncentreret og meget opmærksom på mine følelser, da duerne kom tæt på. Men jeg fik ikke en følelse af ubehag, og jeg kunne gå meget tæt forbi duerne. Det var en underlig følelse.
Jeg er stadig opmærksom på mine følelser, når jeg møder duer på min vej, og forventer nok på en eller anden måde, at jeg skal blive bange. Det mærkelige er bare - det bliver jeg ikke. Derfor tror jeg nu på, at der blot skal gå lidt tid, før jeg når derhen, hvor jeg helt glemmer, at jeg engang var bange for duer. Jeg var som sagt en smule skeptisk før behandlingen begyndte, men nu jeg er helt overbevist om, at jeg når derhen.
Resultat: N/A