Type: Klient
Kategori: Afhængighed
Kort beskrivelse: Rygestop
Resultat: Jeg har røget siden jeg var 14-15 år gammel.
Jeg har mange gange forsøgt at stoppe, med større eller mindre succes. Det længste stop varede i cirka 1 år, for cirka 10 år siden. Har ikke rigtig prøvet siden. Kun prøvet at skære ned på forbruget.
Mit store problem, som jeg selv ser det, har været en manglende tro på at jeg kunne undvære cigaretterne. At de var blevet en del af min identitet, og at jeg havde svært ved at opfatte mig selv som værende ikke-ryger. Det har nok været en stor blokering i forhold til når jeg har prøvet at holde op, og er ofte endt i en følelse af panik sammen med en stor sorg over ”tabet” – en konstant følelse af at noget blev taget fra mig. Og hver gang jeg har prøvet at holde op, er det endt med at kroppen (faktisk helt af sig selv) har bevæget sig ned i kiosken efter cigaretter. Så selvom jeg følte mig meget motiveret og i søvne kunne opremse 1000 gode grunde til at holde op, var det aldrig helt nok til at fastholde stoppet.
Behandlingen hos Helle tog udgangspunkt i min egen opfattelse af at jeg ikke var stærk nok til at holde op. At cigaretterne havde magten, og at jeg ”bare fulgte med”. At jeg ikke helt troede på at jeg kunne holde op. Det er nu 14 dage siden og jeg har arbejdet med at slippe cigaretterne. De fysiske symptomer (abstinenserne) er ved at være væk. Nu står vanen tilbage og minder mig om i hvilke situationer jeg plejede at få en smøg. ”Hr. Vane” har en kammerat der følger med, han hedder ”Hr. Længsel”. Men kampen mod de to, er en anden end før. Nu føles det mere som en form for stillingtagen, hver gang de dukker op. Som et valg selv jeg træffer. Jeg kan forhandle et øjeblik med dem, og ende med at sige nej. Uden at der opstår panik og uro i hele kroppen. Som om jeg stoler mere på min beslutning. Og fordi jeg kan se, at Hr. Vane og Hr. Længsel ikke vil mig noget godt.
Jeg oplever at behandlingen gav mig en ro (og en tro!), som ikke var der før. At det er mig der bestemmer. Måske skyldes det også behandlingen, at jeg har fået et mere tydeligt blik for, hvad det egentlig er jeg skal kæmpe mod. Som om det er kommet ”væk fra mig selv” og ikke længere er ”min identitet”…. og er det ikke sådan, at hvis man skal bekæmpe fjenden, så skal man først kunne se ham? :-D