Type: Klient
Kategori: Angst
Kort beskrivelse: Angst for at gå på arbejde
Resultat: Efter at havde oplevet angst på min egen krop, kontaktede jeg Helle Ussing. Hun tilbød mig ”tankefeltterapi’” og jeg takkede ja til tilbuddet. Min angst gjorde, at jeg ikke kunne passe mit arbejde. Allerede første gang hos Helle kunne jeg mærke en forskel, jeg havde overskud, og energi til at kunne tænke på fremtiden, og allerede dagen efter, tog jeg på arbejde. Helle spurgte ind til hvad angsten gjorde ved mig. Imens hun bankede konstant på min højre hånd, bankede hun forskellige steder på min krop. Bl.a. på mit hoved, under mine øjne, under min næse, under munden, på kravebenet, på ribbenene og på min mave, alt imens vi gentog den samme sætning. ”selvom jeg har angst, elsker og accepterer jeg mig selv”, så skulle jeg tælle til fem, og nynne sammen med Helle. Efter min ”behandling” havde jeg en speciel følelse i hele kroppen, jeg har træt, og tung i kroppen, men samtidig havde jeg det som om jeg kunne svæve, og følte jeg havde energi i hele kroppen.
Det var ikke kun angsten Helle hjalp mig af med. Da jeg var otte år gammel mistede jeg min storbror til kræft. Det som står mig helt tydeligt gennem den hårde tid er salmen ”i østen stiger solen op” vi sang den adskillige gange og siden har den forfulgt mig. Ved tanken om at skulle i kirke, eller at skulle synge den fik mig til at panikke, koldsvede, ryste og ikke mindst til at græde. Helle lavede tankefeltsterapi endnu engang, hun fik mig tilbage til da jeg var 8 år gammel, og mistede min storbror. Hun sagde jeg skulle forestille mig, at Mette fra fremtiden skulle hjælpe Mette der var otte år. Alle de steder Helle bankede på mig, og det hun sagde til mig, skulle jeg sige og gøre ved Mette otte år. Hun fik hele den kaotiske og utrygge stemning vendt om til noget trygt. Samtidig skulle jeg forstille mig jeg sad i kirken og skulle synge i østen stiger solen op, og beskrive hvad der skete i min krop. jeg beskrev mit ubehag i kroppen på en skala fra et til ti. Den startede på en 10’er og ubehaget var ét stort sort hun i maven. Vi fik den langsomt længere og længere ned, til sidst helt ned under et, og ubehaget i maven blev til sidst en slags brusen i hånden. Jeg er sikker på jeg er helt klar til at skulle i kirke igen. Jeg har hørt sangen flere gange efterfølgende dog ikke i kirke, og det eneste jeg føler er glæden ved at kunne synge den igen.