Type: Klient
Kategori: Angst
Kort beskrivelse: Angst
Beskrivelse af problem: Angst for elevatorer
Behandling: Min angst for at kører i elevatorer, og angsten for at være i lukkede rum, har boet i mig i mange år, jeg husker ikke hvornår det startede.
Til gengæld er jeg ganske bevidst om, at angsten for specielt elevatorer har taget til i mit voksne liv. I takt med, at jeg ikke har haft behov for at benytte elevatorer, er angsten for at blive lukket ind i en sådan vokset og vokset.
Den konkrete angst handler om at sidde fast i en elevator. En elevator er jo teknik, og teknik går i stykker, og det har jeg ingen indflydelse på. Sidder jeg fast i en elevator vil jeg dø af iltmangel.
Angsten har givet god motion, for jeg har gladelig taget trapperne op til både 7 og 10 etager på sygehuse, med undskyldningen, at motion er sund.
Når jeg har søgt nyt arbejde, har jeg været meget bevidst om, hvorvidt jeg vil være i stand til at undgå elevatorer.
Men, min største bekymring går på, at jeg nødigt vil give min fobi videre til mine børn, ved at de oplever min angst.
Da jeg fik min første behandling i TFT var min SUD for at kører med elevatorer på 8. Vi bankede en del på selve det, at kører i elevatorer, men var også været inde omkring en lang fordelingsgang i mit barndomshjem, som jeg som barn ofte havde mareridt over. Min SUD faldt til 4.
I 2. session var vi inde i byen og kører i elevator. Vi startede i en glaselevator, hvor dørene er automatiske. Når jeg gik ind i elevatoren var min SUD igen 8, og jeg fik åndedrætsbesvær og tårene løb ned af kinderne. Vi bankede direkte på min angst, for at være inde i elevatoren, og på mit åndedrætsbesvær. Vi bankede både, når vi befandt os udenfor elevatoren, og inde i elevatoren. Jeg endte med en SUD på 2, hvor jeg var i stand til at kører både op og ned i elevatoren. Derefter kørte vi ind til en lukket elevator, hvor dørene ikke er automatiseret. Vi kiggede og snakkede meget, men jeg magtede ikke at gå ind i den, så vi kørte hjem igen.
I 3. session kom det, som jeg føler var gennem bruddet. Birgit fik sig sporet ind på, at mit store problem er mit behov for kontrol, både på godt og ondt. Den dag bankede vi på angsten for elevator, men brugte mest tid på at snakke om, og banke på mit behov for kontrol. En kontrol som bl.a. kommer til udtryk ved, at jeg i min omgang med andre vil være perfekt, for at dække over mine svagheder. Når det kommer til elevatorer mister jeg helt min kontrol, for jeg har ikke en chance for at kontrollere teknikken, eller om nødklokken virker.
Da jeg den dag forlod Birgit følte jeg mig stor (rent fysisk), jeg havde fået rum i brystkassen til at trække vejret frit. Jeg følte mig FRI, som jeg ikke havde gjort i flere år, og jeg kunne umuligt lade være med at smile. Jeg var glad, og glædede mig, som sjældent, til at komme hjem til min mand. Det sidste Birgit sagde inden jeg gik var: ”mand vil ku´ se at du er forandret”. Om aftenen spurgte jeg min mand, hvad han tænkte om mig i aften, og han svarede at han ku´ se noget anderledes.
I 4. session blev vi i klinikken og bankede både på angsten for elevatorer, men igen også meget på mit behov for kontrol.
5. session brugt vi på igen at tage ind til byen, og se på den elevator hvor vi sluttede 2. session. Denne gang var jeg meget mere klar. Jeg bestemte fra start, at vi skulle kører oppe fra og ned - så vi gik op. Min SUD steg til 7, da vi kom ind i elevatoren. Jeg blev grebet af panik, da elevatoren ikke kørte med det sammen. Vi bankede og kom ned med elevatoren, uden at tårene løb, men med ben som espeløv. Uden for elevatoren bankede vi igen, denne gang også på mine rystende ben. Birgit bankede og bankede, og til sidst var jeg ved at være utålmodig, for det her skulle bare prøves af. Så vi gik op igen. Ind i elevatoren, og vi bankede. Min SUD på 5 endte på 2. Vi kørte et par gange op og ned, inden jeg erklærede at ”det var det, nu kender jeg den elevator”. Birgit forlod elevator, og jeg kørte alene op og ned. Efter en snak uden for elevatoren (der var andre som gerne vil handle i Føtex), kørte vi en sidste tur sammen, bare for at være sikker på, at turen kan køres med en SUD på omkring 2.
På vej hjem kom vi forbi glaselevatoren fra 2. session. Den tog vi også lige en enkelt gang op og ned, vi skulle jo lige være helt sikker i vores sag.
.
.
På mit job har jeg kontor på 2. etage. Målet var nu, at jeg hurtigst muligt skulle tage elevatoren på jobbet. 3 dage efter 5. session tog jeg elevatoren sammen med en kollega, som jeg havde fortalt om mit problem. Fordi jeg var forberedt, og bare VILLE dette, og ikke mindst at vi var 3 i elevatoren, klarede jeg turen uden at banke.
Jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde vil opleve en SUD på 0, når jeg kører i elevator i fremtiden, men hvis jeg bare kan holde min SUD på 2, hvor jeg kan kører uden at blive grebet af panik, er det også rigtig fint med mig. Kampen mod angsten for elevatorer er ikke slut, kun lige begyndt, for det er stadig nemmere for mig at tage trapperne. Men kampen skal og vil blive taget i fremtiden
Når jeg, i fremtiden, skal tage elevatoren på egen hånd, eller endnu en fremmed elevator, er jeg sikker på at jeg vil banke på min angst. Jeg banker også, hvis jeg mærker en ubehagelig følelse i min krop. Så jeg er sikker på at FTF er en metode, som jeg vil benytte mig af i fremtiden.
Resultat: N/A