Type: Klient
Kategori: Andet
Kort beskrivelse: Sorg over at have mistet min bror.
Resultat: For 16 år siden mistede jeg min 3 år ældre bror. Han havde været misbruger gennem mange år, primært af alkohol. Jeg har siden mit 18-19 år været involveret i misbruget, på den måde, at han jævnligt tilkaldte mig, når han havde det skidt. Jeg er flere gange blevet tilkaldt under trusler om, at hvis jeg ikke kom, så ville han begå selvmord. Han var flere gange i behandling via Minnesota-modellen, og var de sidste ca. 10-12 år før sin død tørlagt. Han begyndte at drikke igen, da han sammen med sin kone var udsendt til Mozambique. Hun mente at det var for farligt for ham at gå beruset rundt om nætterne, og hun syntes ikke at hun kunne tage ansvaret for ham længere. Hun meddelte mig derfor at hun ville sende ham hjem, underforstået at nu var ansvaret mit. Jeg modtog ham ved hjemkomsten, hvor han ønskede at drikke sammen med mig, hvilket jeg afslog. Jeg forklarede ham, at jeg ikke længere kunne være vidne til, at et menneske, jeg holdt så meget af, tilintetgjorde sig selv. Da vi skiltes bad han mig om, at jeg ikke længere skulle blande mig i det, der nu skulle ske. Efter 18 dage, hvor jeg havde haft telefonisk kontakt til ham et par gange, blev han fundet død i sin lejlighed. Jeg havde i tiden lige efter hans død meget dårlig samvittighed over at jeg ikke havde kunne forhindre at det gik sådan. Denne tilstand klingede af efter et par år, jeg var hele tiden bevidst om, at jeg ikke kunne have hindret det.
Annette fortæller mig lidt om behandlingen inden vi går i gang, hvor hun banker mig forskellige steder.
Vi kommer sammen frem til en sætning omkring, at jeg har mistet min bror. Mit ubehag er meget voldsomt og helt oppe øverst på skalaen. Jeg har et ubehag i mit bryst, som gradvist bliver mindre under første del af behandlingen.
På et tidspunkt kommer det frem, at jeg sagde nej til at hjælpe min bror kort tid før hans død. Det er stadig det samme ubehag i brystet, jeg kan mærke. Annette fortsætter med at behandle mig indtil ubehaget er helt forsvundet. Jeg føler mig meget lettet og tung i hele kroppen.
Før behandlingen hos Annette troede jeg, at jeg var kommet gennem min sorg over at have mistet min bror, men da vi arbejdede med den, fik jeg en voldsom reaktion med gråd, og ubehag/trykken i brystet. Jeg blev rigtig godt hjulpet af behandlingen og mærker intet ubehag når jeg tænker på hændelserne.
Allerede da jeg forlod Annette efter behandlingen følte jeg en fantastisk ro og lethed, både i kroppen og rent følelsesmæssigt. Denne følelse af lethed holdt sig i flere uger efter behandlingen.
Det har været en meget god oplevelse at være i behandling hos Annette. Hun har været god til at forklare, hvad metoden går ud på, ligesom hun på bedste vis har rummet den skepsis jeg havde før behandlingen. Hun er et meget varmt og empatisk menneske, som er god til at etablere den tillid, der skal være mellem patient og behandler.