Type: Terapeut
Kategori: Andet
Kort beskrivelse: Klienten arbejdede på at blive selvstændig og oplevede for tiden at blive frustreret og utålmodig, fordi han syntes, at tingene går for langsomt. Fysisk ubehag – session 1: SUD = 5
Behandling: Der var tale om 2 online sessioner.
Første session:
Mit første fokus var at sikre, at klienten var tryg ved mig som terapeut, så jeg startede med at spørge ind til det tema, som vi skulle arbejde med.
Her observerede jeg, hvordan klienten kommunikerede, så jeg kunne tilpasse min kommunikation med ham (ordbrug, tonalitet, kropssprog etc.).
Jeg havde lidt af en opgave med at finde ud af, hvad vi skulle arbejde med helt specifikt, da han var meget oppe i hovedet og diffus. Han sprang rundt fra emne til emne. Han prøvede at tænke sig til løsninger og efterrationalisere disse.
Jeg lagde mærke til, at han flere gange lagde hånden på sit bryst, og jeg tænkte, at der kunne være en fysisk følt fornemmelse gemt her.
Så jeg sagde til ham, at jeg bemærkede, at han jævnligt lagde sin hånd på sit bryst og spurgte ind til, om han kunne mærke noget lige der.
Det viste sig, at han kunne mærke fysisk ubehag her. SUD = 5.
Jeg bad ham beskrive ubehaget med flere detaljer: Størrelse, temperatur, overflade, farve mm.
Jeg besluttede mig for at holde fokus på dette fysiske ubehag og arbejde med traume-sekvensen for at reducere dette.
Jeg hjalp ham hele tiden med at holde fokus på følelsen i sit bryst, imens vi tappede traume-sekvensen.
Jeg brugte ofte at korrigere for omvendt polarisering for at sikre, at alt var på plads her.
Efter ca. 1½ time var vi nede på en SUD = 2.
Jeg kunne se, at klienten var ved at være træt, og jeg foreslog, at vi skulle lave aftale om en ny session.
Den var klienten med på, og vi aftalte en ny session en uge senere.
Som afslutning instruerede jeg klienten i at bruge traume-sekvensen, lige så snart han følte fysisk ubehag. Min strategi var at træne ham i at mærke med i kroppen.
Anden session:
Min klient var en helt anden person at arbejde med ved denne session.
Der var tydeligvis kommet meget mere ro over ham, og han var meget mere nede i kroppen og knap så snakkende som ved første session.
Han havde virkelig lavet sit hjemmearbejde igennem ugen og brugt TFT for at reducere sit ubehag.
I denne session arbejdede vi videre med det fysiske ubehag i brystet og tanker ifm. det at få en selvstændig forretning op og køre.
Vi var rundt om følgende ved denne session:
• Fysisk ubehag i brystet – SUD = 3
• En tanke om, at han ikke måtte fylde for meget – SUD = 6
Jeg tog fat i det psykiske ubehag ved ikke at måtte ”fylde for meget”, da SUD var størst her. Da der var tale om psykisk ubehag, brugte jeg den fulde sekvens.
I samarbejde med klienten tappede vi på sætningen: ”Selvom jeg ikke må fylde for meget, så elsker og accepterer jeg mig selv 100 %”.
SUD kom ned på 0, hvorefter vi fokuserede på det fysiske ubehag i brystet. Det fik vi i dag tappet ned på 0.
Klienten fik ro på tankerne, fred i hjertet og lethed i kroppen.
Herefter tappede vi på mirakelpunktet i 3 minutter.
Vi har aftalt, at han arbejder videre med tapping, og jeg har stillet mig til rådighed, hvis han har brug for flere sessioner, hhv. hvis han har spørgsmål.
Antal behandlinger: 2
Behandlingsperiode: 2 uger
Resultat: Klienten oplever nu at have mere ro på og har fået lettere ved at slappe af i situationer, hvor han synes, at tingene går for langsomt.
Han har indset, at overbevisningen om, at han fylder for meget, ene og alene er hans egen begrænsende overbevisning, og at den ikke nødvendigvis passer med virkeligheden. Så der er også kommet ro på her.