Type: Terapeut
Kort beskrivelse: Arbejde med at være lukket omkring sine inderste følelser.
Behandling: Der kommer en mand på 75 år. Han ønsker at arbejde med at han føler sig lukket omkring sine følelser og overfladisk i sin omgang med mennesker.
Da jeg kender ham og ved at kropskontakt gør ham tryg, spørger jeg om jeg må placere mine strømpefødder let ovenpå hans fødder og det må jeg gerne. At kunne mærke varmen og roen fra mig gør ham afslappet. Dernæst spørger jeg om jeg må tage hans hånd og mens jeg begynder at tappe håndkanten og korrigere ham for omvendt polarisering, begynder han at fortælle. Han fortæller hvordan han føler sig udenfor og akavet når folk begynder at snakke om følelser. Han har altid bare været "den glade dreng" og det image har holdt ved hele livet. Han føler sig ensom indeni, selvom han har været gift i 25 år og ser mange mennesker, for ingen ved hvad han føler inderst inde. Han har som barn haft polio og været et af de heldige børn, der overlevede og kun fik få mén og derfor fået at vide at han skulle være glad og taknemmelig. Den forventede glæde han skulle vise overfor alle har gjort ham distanceret overfor følelser. Han har haltet hele livet, men ikke ladet sig hæmme eller begrænse udadtil af det faktum.
Vi prøver i fællesskab at finde ind til de sætninger der gør mest ondt og føles mest ubehagelige. "Selvom jeg er et lukket menneske" giver cirka 7 på SUD skalaen. Jeg kører et par gange med fuld sekvens og traumesekvensen. Jeg spørger ind til om der er en fysisk følt fornemmelse og det er der. Et stort stykke metal der sidder på tværs inde i brystkassen og er sort.
Vi finder frem til sætninger der giver større udslag, mens jeg beder ham fokusere på den fysisk følte fornemmelse. Udsagn med altid og aldrig og ingen giver størst udslag. Vi bevæger os på 9-10. Ingen ved hvad jeg føler indeni og jeg vil altid være alene med mine følelser får metallet til at blive væk og erstattet af et bronzefarvet stykke træ, der sidder i halsen. Efter at have kørt et par omgange mere med ingen, altid og aldrig siger han pludselig at det også er væk og han falder lidt sammen i totalt afslappet tilstand. Jeg spørger hvor han ligger på skalaen, men han kan intet ubehag mærke længere og begynder at sige glade ting. Jeg tapper ham på mirakelpunktet og spørger om han kan mærke et lys sprede sig fra sit hjerte og han siger en sprække. Jeg siger at det ikke betyder noget om der er lys eller ej bare der er ro og fred.
Et par dage senere ringer jeg for at høre hvordan han har det og hvordan han har haft det siden og han har det rigtig godt.
Resultat: Da vi har fælles venner har disse uafhængig af hinanden spurgt mig hvad jeg dog har gjort ved ham, for han er blevet en anden mere åbenhjertet og snakkesalig person, der også lige pludselig fortæller om sine følelser. Han stråler siger de.
Efterfølgende har han ønsket flere behandlinger og dem skal vi i gang med.