Type: Klient

Kategori: Andet

Kort beskrivelse: Sorg. Problemer med at være der for sig selv efter mors død.

Resultat: Jeg mistede min mor et halvt år tidligere, da jeg kom ved Freja. Jeg var plaget af flashbacks og billeder fra den dag min mor døde, som var enormt smertefyldte, og som lammede mig til hverdag. Generelt var det virkelig svært for mig at være der for mig selv, efter min mor døde. Jeg følte mig ligegyldig. Freja fortalte at hun oplevede det som om, at jeg stadig sad fast i det frosne øjeblik da min mor døde, og derfor var det også svært at rumme sorgen når kroppen stadig befandt sig i en chok tilstand, hvilket var naturligt. Vi gik tilbage til dødsdagen, og tappede på de mentale billeder som plagede mig, og min krop gav nogle store spjæt fra sig. Jeg græd og skreg. Det var enormt ubehageligt, men også rart at være i, fordi det havde fyldt så meget. Freja hjalp mig til at blive nede i smerten, og bad mig sige sætningen “Selvom min mor er død, elsker jeg og accepterer jeg mig selv” Efter noget tid åbnede der sig en enorm smerte i mit hjerte. Freja fik mig til at beskrive hvordan smerten i hjertet så fysisk ud, imens hun bankede på mig. Hun bad mig sige sætningen: “Selvom jeg har svært ved at elske og være der for mig selv efter min mor er død, så elsker jeg og accepterer mig selv” “Selvom jeg føler mig ligegyldig efter min mor er død, så elsker og accepterer jeg mig selv”

Smerten forandrede sig til en lille baby, og tårerne trillede ned af mine kinder. Freja spurgte mig hvad barnet mon havde brug for. Jeg fortalte barnet at jeg elskede hende og at jeg altid ville være der for hende. Vi sluttede af med med at banke på “Selvom jeg elsker mig selv, så elsker jeg og accepterer mig selv” “Selvom jeg er der for mig selv, så elsker og accepterer jeg mig selv” indtil jeg følte mig helt let og lysende indeni. Jeg gik derfra og havde det rart.

SUD 10-0

Efter behandlingen var jeg rigtig træt i flere dage. Billederne fra dødsdagen plager mig ikke mere, hvilket er en stor lettelse. Min hverdag kører bedre. Jeg savner stadig min mor, men sorgen er ikke lige så overvældende som den var før. Jeg har følt min mors kærlighed SÅ stærkt - stærkere end jeg har gjort længe. Jeg har haft en grundfølelse af, at min mor elsker mig og at jeg har nemmere ved at være der for mig selv, og det har været der lige siden behandlingen. Freja var meget nærværende, tryg og skarp på hvad jeg havde brug for. Jeg kunne mærke at hun udelukkende var der for at hjælpe mig. Jeg kan varmt anbefale Freja.

 
Category

2022 © Copyright | IFPF ApS | Ålborgvej 12, 4793 Bogø By | Tlf + 45 70 278 288 | kontor@mygind.dk | CVR/SE nr. 42220396