Type: Klient
Kategori: Højdeskræk
Kort beskrivelse: Jeg henvendte mig til Kristoffer Kallesen, med højdeskræk, noget jeg har haft så længe jeg kan huske.
Resultat: Jeg troede ikke det var så slemt, før jeg bla. på rejser til Norge, på MTB i Rold Skov og visse hældende nedkørsler mærkede jeg gik lidt i panik og frøs. Hvilket pludselig fik mig til at se jeg var den eneste som reagerede sådan. Især i sommer hvor jeg var i Norge og så masser af vandfald, var på udkigssteder og blot vejene der snorer og drejer sig op og ned i landskabet, var jeg næsten dagligt svimmel og utilpas af højderne.
Behandling med tankefeltterapi blev udført ved et af de skovtårne jeg kendte i Rold Skov og plejede at gå langsomt og med angst op ad. 1. gang skete det også, jeg var påvirket havde en lille rund knude midt for brystet og fik den kendte svimmelhed i hovedet. Ved synet af de blotlagte trappetrin, startede det hele. På en skala fra 0-10 var jeg på 7, ikke rigtig rart at være.
Da jeg stod på tårnet og kiggede ned, udover kanten, kom et gamle minde/trauma frem. Som barn mistede jeg en træsko ned i et hul, som kom ved blot at jeg trådte ned på jorden, efter en del regnvejr. Jeg havde en klar hukommelse om det dybe mørke jordhul. Det var meget dyb, jeg stod der efterfølgende og kiggede ned med min far ved siden. Det fik Kristoffer sat sammen med min panik af at kigge ned, skævt ned ad og via terapien fik vi det til at finde en ny plads. Hullet blev mindre og der skete jo ikke noget - alt sammen gjorde at jeg blev mindre påvirket af at kigge ned.
Jeg syntes vi pludselig kom langt ud af en anden tangent. Uanset hvad gjorde den gode ting for jeg blev mindre påvirket heraf.
2. gang vi mødtes ved skovtårnet 2 uger senere. Følte jeg en tydelig forskel. Som om alt var tydeligere og jeg kunne kigge op og især ned. Noget jeg ikke har gjort tidligere, hvor mig blik var stift rettet lige ud. Der var en snert af højdeskræk tilbage, da vi nåede toppen af tårnet. 2 - på en skala fra 0-10. Den fik Kristoffer atter reduceret via tankefeltterapi, heroppe. Det var ret vildt for mig, pludselig kunne jeg uden svimmelhed kigge direkte ned mellem træplankerne i tårnet og se græsset helt ned under toppen, uden angst for at jeg faldt ud.