Type: Klient
Kategori: Smerter
Kort beskrivelse: eksem og smerte i storetå
Resultat: Det startede med at vi talte om den eventuelle årsag til, at jeg, da jeg genoptog mit lærerjob som tilkaldevikar, fik eksem på ikke dominante (højre) storetå. Jeannette spørger, om jeg ved, at i Reiki Healing står fødder og ben for det, der bærer os fremad i livet og højre side er den maskuline side, handle siden. Under samtalen udfører Jeannette OP.
Da jeg tonede ind på eksemen, kom smerten.
Jeannette beder mig gå ind i smerten i tåen og udfører samtidig Traume Sekvensen. Hun beder mig sætte et SUD tal, som er 9. Smerten bliver til blytunge støvler og følelsesløse ben. Jeannette fortsætter med TS og mit ubehag daler efterhånden til 0.
Jeannette banker min håndkant og spørger, hvad det her egentlig drejer sig om. Jeg bliver klar over, at jeg ønsker at se nærmere på det faktum, at jeg er slem til at please andre. Altså gøre det, jeg tror, de ønsker, jeg skal gøre. Min SUD er på 8, når jeg taler om dette.
Samtidig med den erkendelse dukker et meget tidligt minde op om mig, der som 7årig læser i en Pixibog – Den lille røde Høne. Hønen gør netop det, som den tror, andre ønsker. Jeg er 7 år dengang, og min far er lige død. Alle forventer, at jeg skal gøre det rigtige, men jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, der forventes af mig. På et senere tidspunkt – efter 7 år og efter min fars død, da jeg er 9 år – husker jeg, at jeg oplever at tænke på bogen, og føler jeg kigger ud af mine egne øjne. Jeg er meget lille inden i mit eget store hoved. Mine øjenhuler virker kæmpestore i forhold til min krop. Det er et erindringsbillede, jeg har hæftet mig ved. Måske kan man kalde det et ’erkendelsesbillede’? Et ’chokbillede’, hvor noget ligesom indprenter sig i min bevidsthed.
Jeannette spørger, om jeg er klar til at rejse tilbage til da jeg var 9 år. Det er jeg, og hun påbegynder matrix-processen.
Vi rejser tilbage og jeg taler med mit yngre jeg om, hvad der kan gøres for, at jeg dengang ville kunne klare de ting der skete, da min far døde.
Og svaret var tydeligt: Andre skal være klare i deres ønsker om, hvad lille Elise skal gøre. Alle de mennesker, der var omkring mig dengang inviteres ind, så Lille Elise kan få sag det til dem, hun har behov for at sige.
Jeannette instruerer mig i at tage et billede af situationen og tage det med mig tilbage til nutiden. Hun hjælper mig med at forankre dette nye billede af den ændrede situation i min hjerne, mit hjerte og min krop, og jeg har herefter dejlig ro i hovedet, fred i hjertet og er let i kroppen.
Min afsluttende kommentar:
Først da Jeannette beder mig kommentere på ovenstående situation, går det rigtig op for mig, hvor meget jeg har ændret mig i forhold til at please. Jeg siger fra og står meget mere ved mig selv. Jeg har en følelse af, at jeg er blevet mere, som jeg var før min fars død. Da han døde, var det retrospektivt, som om der blev lagt en tung kappe på mine skuldre, som jeg har båret, indtil jeg begyndte sessioner med TFT. Det er som om et strikketøj er trævlet tilbage til dengang og hver ny maske bringer mig videre derfra ad det spor, som egentlig var mit.