Type: Klient
Kategori: Fobier
Kort beskrivelse: Jeg lider af misofoni – had til lyde. Når jeg hører bestemte lyde bliver gentaget – f.eks. kuglepenne, der ”klikker”, smasken, strikkepinde, der banker mod hinanden mm. bliver jeg nærmest rasende, og må oftest forlade lokalet, inden jeg ”går amok”.
Resultat: Vi startede med at mit ubehag blev fremprovokeret ved at jeg skulle gå ind i en situation på arbejde, hvor en kollega klikker med en kuglepen. Ubehaget mærker jeg som en spænding i arme, hænder og ben. Det var på 8-9 og endte efter første session på 3. I de følgende dage, blev jeg stadig trigget af lydene, men ikke længere i samme grad.
Ved næste session spurgte Hanne om jeg havde været i en situation i mit liv, hvor jeg ikke kunne komme væk fra lyden, hvor jeg ikke kunne undslippe, og jeg husker, at min bror og jeg som børn sloges i gangen, hvor han holdt mig nede med knæene på mine arme, så jeg ikke kunne gøre modstand eller komme fri. Imens kildede han mig og grinte, og hånede mig indtil jeg tissede i bukserne og jeg var rasende. Jeg genkendte den samme spænding i arme og ben, som når jeg hører lyde i dag. Hanne bankede på mig og jeg skulle gentage de sætninger hun sagde, alt imens jeg skulle prøve at komme ind i kroppen på mig selv, da situationen foregik. Ubehaget var på 0, da sessionen var slut. Jeg fik nogle bankesekvenser, som jeg selv skulle bruge, hvis jeg skulle opleve ubehaget igen.
Ved 3. behandling dukkede endnu en episode op, hvor min bror var med til at drille/mobbe mig. Vi bankede på denne episode og på vreden og min flovhed over vreden. Jeg fandt hurtigt ro i kroppen og gik fra en 10’er til en 0’er.
Jeg har lært at tænke på det som en gave og at misofonien har været et ”skjold” for at mennesker ikke skulle komme for tæt på eller overskride min egen grænse.