Type: Klient

Kategori: Andet

Kort beskrivelse: Angst for at miste venner

Resultat: Jeg har lige været 8 måneder i Australien, hvor jeg har fundet mig nogle fantastisk dejlige mennesker. Efter jeg var kommet hjem, var jeg blevet utrolig bange for at miste disse nye venner. Når jeg skrev med disse venner var det oftest præget af en form for sorg over ikke at være sammen fysisk længere. Jeg oplevede en følelse af at måtte leve i konstant savn – af at jeg i Australien savnede de mennesker jeg holdt af derhjemme, og nu jeg var hjemme i stedet savnede Australien og de mennesker jeg havde fundet at holde af der. Så uanset hvor jeg var og hvilket fantastisk liv jeg måtte få skabt for mig selv, ville jeg altid have et savn liggende indeni.
Vi valgte efter lidt indledende samtale at banke på første gang jeg mindes at have mistet en ven, hvilket skete meget brat med en meget nær ven. Jeg blev bedt om at mærke efter hvordan det føles rent fysisk. Det føles som et hul inden i, men af uklar størrelse – på en måde lidt som om der var et uendeligt sort hul et sted i et hjørne indeni, lidt et hul af ingenting. Jeg havde et ubehag på 7. Efterhånden som vi af nogle omgange fik tappet på det, forsvandt fornemmelsen af det ”uendelig sorte hul af ingenting”. Det var lidt svært at holde fokus på ubehaget, da det ligesom er uden størrelse eller uendeligt på en måde, men Anne Marie var god til at lede fokus derhen igen og igen gennem hele behandlingen, indtil jeg til sidst følte mig helt i balance og uden noget mørkt hjørne indeni, og vi stoppede behandlingen.
Efterfølgende oplever jeg ikke samme savn i hverdagen efter at være et andet sted (i Australien eller ved mine venner hvor i verden de befinder sig). Min kontakt til dem er præget af en glæde ved at have fundet så dejlige mennesker, som jeg kan dele mine tanker og følelser med, i modsætning til at savne at bruge hverdagen med dem. Jeg føler ikke længere det der konstante savn, eller følelsen af altid ikke at være hos alle dem jeg holder af, men har i stedet fundet ro med at være der hvor jeg er.

 
Category

2022 © Copyright | IFPF ApS | Ålborgvej 12, 4793 Bogø By | Tlf + 45 70 278 288 | kontor@mygind.dk | CVR/SE nr. 42220396