Type: Klient
Kategori: Angst
Kort beskrivelse: Jeg er bange for at jeg synger falsk og for at andre kan høre det. Hvilket medfører at jeg ikke har lyst til at deltage i sangprøver eller på Gospelsommerskolens solohold til trods for at jeg har lyst.
Resultat: Tilbage på HF oplever jeg at jeg synger, og spiller på et klaver der er falsk. Min far hører det og siger at jeg “vist skal have mine skolepenge tilbage”, hvilket resultere i at jeg føler at jeg ikke er “god nok”, og at jeg bliver vred på min far og har lyst til at reagere ud af til.
Jeg bliver bedt om at beskrive mit ubehag, når jeg tænker på ovenstående, samt hvor det er i kroppen og jeg kan mærke at jeg har en SUD på 10. Terapeauten begynder behandlingen med (traumesekvensen) på det frosne øjeblik hvor min far siger sin ord. Trapeuten spørg undervejs ind til hvorvidt ubehaget ændre sig, samtidigt med at de frosne øjeblik bliver gentaget. Hun spørger også til om der er en følelse og hvad den evt er. Samtidigt laver vi øvelse med øjenbevægelser og nynnen + banken på hånd samtidig med gentagelse af temasætning ….. “Elsker og accepterer jeg mig selv.”
Undervejs gaber jeg meget.
Jeg har en klar fornemmelse af, at området, som er beskrevet i halsen, som et stykke skumgummi bliver mindre og ubehaget føles mindre og mindre. Til sidst føles det kun som en fiskesnøre, en uldtråd og efter en af de lange bankeøvelser, incl nynnen og bank på hånd er det som om, der ikke er mere.
Til slut bliver jeg spurgt hvordan det ville være, hvis jeg forestiller mig, at skulle hen til en sangprøve. Jeg føler det som om det vil være helt Ok samtidig med, at jeg kan mærke en “svag susen” som en slags vanetrækning med modstand ift at gøre det, men uden egentlig betydning. Jeg får helt lyst til at skulle til en sangprøve!