Type: Klient
Kategori: Angst
Kort beskrivelse: Katastrofetanker og angst for at miste. Det var alle overskrifter på mit liv i mange år. Ikke sådan, at jeg ikke kunne fungere. Det blev i virkeligheden til alt for mange begrænsninger for mig selv. Samt tanker om at nu mister jeg min familie.
Resultat: Jeg var nemlig i den situation, at det værste overgik mig i 1998. Jeg mistede min søn Mathias, som blev bisat på sin et års fødselsdag. Han døde af et dårligt hjerte. Jeg kom igennem den værste tid, i en sorgproces, som jeg fik bearbejdet på en fornuftig måde.
Blot ikke min angst for, at det ultimative værste, det at miste et barn - vitterlig vil ske, det er jo sket en gang før, så hvorfor ikke igen.
Jeg drøftede behandling med Bettina, hvor vi mest talte om min flyskræk (den var så konkret, at tage fat i) og også om, at der kan være noget dybereliggende, som trigger denne angst.
Jeg fik en tid hos Bettina, og var som mange andre temmelig skeptisk. Kan det virkelig være rigtigt, at hun kan hjælpe mig med noget, der sidder så dybt og fast i mig?
Ja, det er rigtigt.
Bettina spurgte ind til angsten bag flyskrækken og vi fik sammen fundet tilbage til angsten for at miste mine kære.
Efter en session med Bettina og TFT, hvor mit ubehag kom fra 8 på skalaen til 0 på 2 fulde sekvenser, hvor vi først behandlede på angsten for at miste og derefter ubehaget ved, at have mistet min søn, hvor ubehaget startede på 10 og igen formåede Bettina at behandle det med 2 fulde sekvenser og jeg gik igen i 0 på skalaen.
Nu er min uhensigtsmæssige tankegang i forhold til katastrofer væk, det har givet mig en frihed – en frihed, som jeg slet ikke havde forestillet mig.
Det værste er, at jeg har brugt så mange år på, at være angst.
Kan du genkende bare lidt af disse tanker, kan jeg kun anbefale, at du får gjort noget ved det.
Nu frygter jeg ikke det værste for mine nærmeste, jeg kan give slip på katastrofetankerne og i stedet sende dem videre i livet med positive tanker.
NU går jeg mine vandreture, uden at mine nærmeste i mindste detalje skal orienteres om, hvor turen går hen.
Nu går jeg ud af døren og tænker om turen i dag skal gå til højre eller venstre, går mobilen tør for strøm, er der bare et smil og en tanke om, at det da er dumt, at jeg ikke fik den ladet op.
Jeg har ikke en gentagende tanke om, at der bag hvert et træ står en voldsmand.
At jeg rent faktisk kommer hjem igen og med en følelse af glæde, som jeg vil tilegne Bettina – tak Bettina for, at du har gjort dette muligt og håber, at flere vil finde Deres egen frihed i mødet med dig.
Jeg kan tilføje at jeg netop har bestilt en flybillet - jeg skal til marts gå min første pilgrimsvandring - noget der før min behandling var en uopnåelig drøm.