Type: Klient
Kategori: Hyperaktivitet
Kort beskrivelse: Bange for at blive opstemt
Resultat: Det var en stor udfordring at skulle påbegynde mit behandlingsforløb hos Connie. I cirka et år havde jeg været psykisk ustabil – diagnose bipolar affektiv sindslidelse type 2 – og inden jeg startede hos Connie var mit stemningsleje stabilt, men det var meget nyt for mig, så jeg følte et generelt ubehag i denne sårbarhed og tanken om, at jeg skal leve med min skrøbelighed. Det største problem jeg havde, var tanken om, at jeg var bange for at blive opstemt igen og var bange for glædesfølelsen.
TFT havde jeg aldrig prøvet før. Det var som at være i en fuldstændig bevidst hypnose, hvor man ser sig selv udefra og indefra. Det var en intens tilstand at befinde sig i, men jeg stolede fuldt og fast på Connie, og jeg kunne også mærke, at jeg higede efter blot at hengive mig til ubehaget og til nuet.
Connie bad mig om at beskrive dette ubehag ved angsten for at blive opstemt, og jeg fandt frem til, at det var som en tung, sort, skarp sten i maven. I begyndelsen var SUD på 9.
Jeg sagde min egen tanke højt ”selvom jeg føler glæde, betyder det ikke, jeg bliver opstemt” og gentog den adskillelige gange, samtidig med Connie prikkede forskellige steder, primært i hænder og ansigt. Mine tårer trillede ned ad kinderne –jeg havde ikke kontrol over noget – men jeg kunne tydeligt mærke, at der skete noget i min krop under terapien. Ubehaget blev mindre, og jeg fik hjemmeopgaver, hvor jeg sagde selvsamme sætning i mit hoved, og gjorde bevægelser samtidig, som en slags beroligende reminder og healende øvelse. Slut SUD 0!
I dette ubehag var også andre ubehag – eller flere forskellige ubehag på samme eller forskellige tidspunkter:
- Jeg var angst for at kunne komme helt derud igen, hvor man kun ville tage sit eget liv. Start SUD 9 – Slut 0.
- Bekymringen om at skulle arbejde med min sygdom hele mit liv. Start SUD 7. Slut 0.
- ”Selvom folk ikke kan lide min opstemthed, elsker jeg at acceptere mig selv” Start SUD 6. Slut 0.
Connie har et ubeskriveligt nærvær som var altafgørende for, at jeg kunne være i og møde mit ubehag. Efter en behandling følte jeg mig altid lettet, afslappet, glad og tilstede i nuet, men når jeg kom hjem, tog jeg altid en lille lur – mere fordi min krop var træt, for den er aldrig blevet brugt sådan før.