Type: Klient
Kategori: Fobier
Kort beskrivelse: M har gennem mange år haft voldsomt ubehag ved "slimede" bløddyr, navnligt snegle og dernæst vandmænd.
Resultat: M er snart 13 år gammel og har gennem mange år (fra han var ca. 4) haft voldsomt ubehag ved "slimede" bløddyr, navnligt snegle og dernæst vandmænd. Der er ikke tale om frygt, men ren væmmelse. Når han er ude at gå tur og der er skovsnegle på stien, får han lyst til at komme væk/hjem igen, bliver anspændt og går og spytter, fordi han synes de er klamme. Ligeledes kan det på ingen måde lade sig gøre at gå i vandet en skøn sommerdag, hvis der er spottet blot en enkelt vandmand i havet. Da M blev spurgt om SUD ved behandlingsstart, mente han at den lå på ca. 7 og rykkede en anelse ned (til 5), men han havde en anelse svært ved at komme helt konkret i kontakt med oplevelsen af klamme snegle.
Kort beskrivelse af behandling: Kort inde i behandlingen fandt Jette og jeg derfor på at vise ham et billede af en kæmpe bunke brunlige skovsnegle, som jeg havde fundet ved at google "klamme snegle". Så var M ikke længere i tvivl om at han synes, det er rigtig klamt og tydeligvis var i kontakt med oplevelserne! og angav SUD til 9. Dernæst behandlede Jette ham ved at tappe på ansigt, bryst, krop, hånd samtidigt med at M gentog sætninger om alt det klamme og slimede ved snegle - og at han elsker og accepterer sig selv. M har også lavet øjenbevægelser, nynnet og talt til 5. Undervejs fik Jette M til at beskrive sin kropslige væmmelse, der sad i hans bryst som en rund, rød, varm, appelsinstor væmmelse. Denne kropslige oplevelse af væmmelse forsvandt undervejs i behandlingen uden at dukke op igen. M blev godt træt undervejs, men de klarede alligevel et par sidste runder, hvor der blev arbejdet intenst på alle elementerne af ubehag/væmmelse. Til sidst endte M (til sin mors overraskelse og glæde) med at kunne sidde helt upåvirket, nærmest interesseret, og studere billederne af slimede, klamme, store skovsnegle - han havde nået en SUD på 0!!! Han mener ikke selv, at han nogensinde får lyst til at holde en skovsnegl i hånden (og hvorfor skal man også det!), men tror selv på, at det bliver mere fredeligt at møde dem fremover. Så vi er glade, M og jeg. Tak for i dag!