Type: Terapeut

Kategori: Angst

Kort beskrivelse: Angst

Beskrivelse af problem: Flyskræk

Behandling: Flyskræk SUD 10+


L. får jævnligt behandlinger hos mig, og i forbindelse med en anden behandling falder snakken på hendes flyskræk.

Hun fortæller, at hun har prøvet mange terapeuter de sidste 12 år, da hun er hunderæd for at flyve, men hun har endnu ikke haft et positivt resultat og er forsat meget bange, når hun sætter sig op i et fly.
Vi beslutter os for at arbejde med hendes flyskræk, da hun har bestilt tur til Thailand 2 uger senere og hun er allerede så nervøs, at hun ustandseligt kun har flyveturen i hovedet - tænker ikke på andet. Hun fortæller endvidere, at hun under en rejse i USA for 13 år tilbage havde en forfærdelig oplevelse af, at det fly hun var med var ved at styrte ned.

Vi begynder terapien, og første ubehag viser sig ved blot at tænke på øjeblikket, da hun skal pakke sin kuffert. Da dette ubehag er væk, guider jeg hende langsom over Lillebæltsbroen og ind til lufthavnen - stadig med stort ubehag som dog hurtigt aftager til SUD 8. Hendes ubehag stiger igen, da hun skal til at boarde. Hun sveder i hænderne, ryster over hele kroppen og har mest lyst til at aflyse turen. Hun har en stærk følelse af, at nu er hendes sidste time kommet og hun skal dø under flyveturen.

Da hun sidder i flyet, banker vi på angsten for at dø. Hun fortæller, at der på turen i USA var meget turbulens p.g.a. dårligt vejr, og hendes medpassager kommenterede den ubehagelige flyvetur med denne kommentar til hende: ”Det tager kun 13 sekunder at komme ned, Lykke”. Specielt denne bemærkning udløste hendes store flyskræk.

Vi får dette ”frosne øjeblik” forløst og arbejder endvidere med den store angst der opstår, når flyet ryster - angst når den røde lampe lyser i flyet, og passagerer bliver bedt om at spænde sig fast - angst når stewardesserne ikke kører med salgsvognen, fordi det ikke er er muligt, når der er turbulens.

Til sidst arbejder vi med Lykkes kontrol. Hun mener, at hvis hun sidder ved roret og flyver flyet, har hun kontrol over situationen og vil ikke opleve ubehag. Det er naturligvis ikke muligt, men vi arbejder med hendes kontrol og styringen af flyet - kontrol over situationen. Da trangen til at have kontrol er væk, er alt flyskræk forsvundet, og hendes SUD er 0.

Hun forestiller sig hele turen igen fra 2 uger før hun tager afsted og til hun er landet ved ankomststedet, og ubehaget er stadig 0.

Vi slutter af med det positive aspekt og glæden og fordelene ved at flyve, og hun får hjemmearbejde for, så hun kan banke sig selv både før og under turen.

Under hele behandlingen bruges sandwichsekvensen.

Resultat: Jeg har talt med Lykke efter hun er hjemvendt fra Thailand. Hun fortæller, at det gik meget bedre med flyskrækken, den er ikke helt væk, men fyldte ikke så meget på turen og hun kunne styre det selv.

 
Category

2022 © Copyright | IFPF ApS | Ålborgvej 12, 4793 Bogø By | Tlf + 45 70 278 288 | kontor@mygind.dk | CVR/SE nr. 42220396