Type: Klient
Kategori: Angst
Kort beskrivelse: Angst
Beskrivelse af problem: Angst for at se andre mennesker direkte i øjnene
Behandling: Min fobi gik på, at jeg var bange for at kigge folk i øjnene. Terapeuten bad mig om at fokusere på den angst jeg havde, når jeg ønskede at kigge folk i øjnene, men ikke turde og derfor kiggede væk. Det var ret perfekt, for jeg kunne kigge terapeuten i øjnene under terapien og mærke efter, hvordan jeg havde det med det. Hun bankede på mig og bad mig fortælle, hvor stor angsten var på en skala fra 0 til 10. Jeg kan ikke længere huske tallet, men jeg blev forbavset over, at det faktisk ikke var særlig højt på skalaen.
Hun spurgte hvilken følelse jeg havde, og jeg svarede, at jeg var ked af det, og at gråden sad i øjnene. Det slog mig, at jeg var svag, og jeg opdagede, at jeg var rigtig vred over, hvorfor netop lige jeg skulle være så svag. Jeg følte mig derefter falsk, fordi jeg skjulte, at jeg var ked af det. Jeg var også flov over at være falsk, og jeg ville ikke have, at folk skulle kunne læse noget af det i mine øjne. Heller ikke, at jeg var så vred. Så flyttede følelsen sig til halsen, hvor der var en masse vrede, som jeg ikke kunne få udtryke, fordi halsen snørede sig sammen. Angsten havde her form som syle. Jeg huskede, at fordi min hals kunne snøre sig sammen, så jeg ikke kunne forsvcare mig, så havde jeg tidligere oplevet at blive offer for folk, der udnyttede min svaghed. Så kunne jeg mærke en sorg over, hvor umuligt det var for mig at være så svag. På terapeutens spørgsmål forstod jeg pludselig, at jeg slet ikke havde tillid til, at nogen kunne hjælpe mig. Der fik jeg for første gang ideen om, at der måske også var nogle mennesker, der ville hjælpe mig. Den mulighed havde jeg slet ikke tænskt på før.
Nu spurgte terapeuten, hvor følelsen sad i kroppen, og jeg opdagede, at den var flyttet om i ryggen. Så kom der en meget stærk følelse af hjælpeløshed. Terapeuten spurgte, hvor stor angsten var på en skala fra 0 til 10. Så måtte jeg svare 10! Jeg var i stærkt oprør - jeg ville ikke finde mig i at være så hjælpeløs. Det var virkelig eksistenstruende. Det føltes akkurat ligesom den tilstand man må være i, hvis man ved, at om lidt falder der en atombombe. Så chokeret og hjælpeløs var jeg! Efter at have været i denne tilstand et stykke tid, hvor terapeuten bankede mig sagde jeg mens jeg kiggede hende ind i øjnene: "Hvad farligt er der egentlig ved det?" Hun spurgte, "Mener du at se folk i øjnene?" Så begyndte jeg at grine og sagde: "De kan da bare komme an!"
Nu havde jeg ikke længere behov for at flygte fra at se folk i øjnene. Lige bag efter kunne jeg ikke rigtig tro, at det var sandt. Jeg var helt rundt på gulvet. Men i tiden derefter er det som om, problemet helt er forsvundet. Siden terapien har jeg ikke tænkt særlig meget over, om jeg kigger folk i øjnene. En gang imellem, når jeg er i en situation, hvor jeg tidligere kunne være bange for det, kan jeg tænke på det, men angsten - den er væk! Jeg kan jo også bare mindes, hvor ufarligt det var at kigge terapeuten i øjnene under terapien, hvor jeg så min værste angst i øjnene. Det virker stærkt beroligende og giver glæde indeni.
Resultat: N/A