Type: Klient
Kategori: Depression
Kort beskrivelse: Depression
Beskrivelse af problem: Depression efter dødsfald.
Behandling: Mit navn er Lene, jeg har haft en dyb depression og er nu på det stadie, hvor jeg kæmper med ”resterne”.
Jeg mistede min far d.5.januar og d.6.februar sagde min krop og mit hoved stop og jeg faldt i ”det sorte hul”. Min rygsæk af belastende oplevelser var fyldt op og jeg skulle i gang med at tømme den, så der igen blev plads til de mindre behagelige oplevelser, som livet har tiltænkt mig.
Jeg har for ca.7 år siden haft en mindre depression, da min mormor døde og har siden den tid fået cipramil. Dosis af disse blev øget og jeg fik ligeledes en henvisning til en psykolog til samtaleterapi. Jeg er ikke særlig god til selv at begynde at fortælle og hvis ikke et andet menneske ikke spørger rigtig får jeg ikke sagt ret meget. Denne psykolog fik jeg ikke ”kontakt” med og holdt efter et par frustrerende seancer. Øgningen af cipramil begyndte at virke og jeg fik mit humør og min energi igen og jeg troede ”yes” nu var det ved at lysne. Men et var en kort frist lige som jeg troede alt var godt og jeg var ved at gøre mig klar til at skulle på arbejde igen efter en måneds sygefravær, så faldt jeg et stykke længere ned og det eneste jeg kunne var at sidde i mit sofahjørne og betragte verdenen uden selv at kunne deltage. Det alene er slemt, idet jeg også har to dejlige børn, som jeg virkelig følte, jeg svigtede. Jeg prøvede en psykolog mere, der var bedre kontakt men ikke noget dissideret forløsende. Jeg kontaktede også en akupunktør og der var endeligt noget, der havde en effekt, jeg kunne mærke, hvordan min krop ”rensede ud” en tre dage efter behandlingen. Jefg prøvede også andre ting, fordi når man har det så dårligt som jeg, så går der lidt panik i det, for jeg ville ikke kunne overleve at have det sådan i flere år.
Jeg havde allerede tidligt i forløbet læst om tankefelts terapi og syntes, det virkede tillokkende. Jeg kontaktede den person, jeg havde læst om og hun fortalte mig, at den eneste hun ville anbefale, var en dame i Løkken, idet de begge var uddannet fra ”den rigtige skole” i Norge og at hun ikke ville tage ansvar for at anbefale dem, der ikke var uddannet der. Jeg syntes på det tidspunkt at afstanden var lige rigelig, idet jeg bor ved Hobro og jeg satte emnet på stand by.’
Jeg har en dejlig søster og hun var sammen med nogle veninder en aften og der kom mit held ind for det er Jette imellem. Min søster fortalte om mit problem og Jette fortalte hun var meget tæt på at være færdig med sin uddannelse som terapeut og godt ville hjælpe mig hvis jeg selv ville. Jeg indrømmer, at selv om jeg havde læst den positive artikel om terapien så var det også med en hvis skepsis jeg gik ringede til Jette. Vi aftalte en prøvetime, fordi jeg ville gerne først have en fornemmelse af, om det var noget, jeg selv kunne forene mig med.
Jeg kom ud til Jette, hun fortale mig lidt om det og så gik vi i gang. Det var en meget underlig fornemmelse. Vi sad og talte og pludselig reagerede jeg på et ord. Mit første ord eller min første følelse var, at jeg syntes, jeg havde svigtet min mormor på hendes ældre dage p.g.a. flere omstændigheder. Det var en meget voldsom oplevelse pludseligt at reagere sådan, men også forløsende, fordi følelsen lå derinde og rumlede og jeg var faktisk ikke klar over, at den tyngede mig sådan. Jette fik mig talt ”ned”, så jeg kunne rumme den igen, uden at den fyldte så meget. Gangen efter var ordet ansvar, det reagerede jeg meget voldsomt på. Jeg brød helt sammen, græd og havde meget svært ved at samle mig igen. Det var en følelse, der gik helt tilbage til mine tidlige barndomsår og jeg fik billeder af situationer, hvor jeg havde fået et ansvar, jeg faktisk ikke kunne kapere, men jeg havde ikke andre muligheder end tage det. Det satte mange ting i gang i mig, også med hvorfor jeg altid synes, det er min opgave at påtage mig ansvar, når andre ikke vil og hvor belastende, det egentlig har været, idet jeg ofte har påtaget mig ansvar som følge af pligt og ikke af lyst. Det skal jeg i gang med at sortere i, faktisk er jeg allerede begyndt og jeg oplever nogle måbende miner, når jeg siger ”nej tak, det gider jeg ikke”, men jeg fornemmer en klar lettelse, når jeg får det gjort. At få sorteret i ”disse ansvar” betyder også, at jeg i sidste ende vil få noget overskud og ekstra tid til mig selv og de ting, jeg gerne vil og det glæder jeg mig til.
Efter nogle dage forsøgte jeg så igen og var nu igen klar til at se hvilke andre ord der påvirkede mig. Denne gang var det ordene ensomhed / alenehed. Jeg er ikke en tro kopi af min øvrige familie, har nogle andre interesser og har haft svært ved at holde fast i nogle af dem som følge af det. Der stod min far mig nærmest og derfor reagerede jeg nok også så voldsomt, da han døde, for nu havde jeg slet ingen at dele mine interesser med. Jeg havde ligeledes i mange år følt mig alene i mit ægteskab og selvom jeg blev skilt for 5 år siden, har jeg haft svært ved at bearbejde denne følelse, fordi det ville betyde jeg skulle åbne mig op overfor andre mennesker og det har jeg det som sagt ikke nemt med. Jeg er dog begyndt i det små, det er svært, men det gør ikke så ondt, som jeg troede og i nogen sammenhænge har jeg følt en enorm lettelse over at få det sagt.
Næste gang jeg var ved Jette, kom der ingen reaktioner på vores samtale, så min konklusion er, at jeg, sammen med Jette, har fundet de områder, der har tynget mig. Jeg har fået en opgave som jeg skal arbejde med specielt i to sidste områder, det gælder både i privat og arbejdsregi.’
Jeg har stadig nogle små rutscheture ned af bakken men jeg falder ikke længere så langt og jeg har det og får det bedre. Jeg bruger Jette som hjælp der hvor jeg har behovet for det, jeg har været der en enkelt gang til hvor hun har ”givet mig ro”. Min læge, som også har været mig en utrolig god støtte, er meget imponeret af hende og han har hende i tankerne, hvis han møder klienter, han mener, kan have gavn af denne form for terapi.
Resultat: N/A