Type: Klient
Kategori: Fobier
Kort beskrivelse: Fobier
Beskrivelse af problem: Social fobi/angst, mindreværd, afmagt, vrede.
Behandling: Jeg har været i terapi hos Birgitte Hjort i et forløb på tre gange, hvor hver behandling tog en time. Jeg synes, Birgitte er meget tillidsvækkende og god til at skabe et trygt rum. Derfor kunne jeg let fortælle hende om min angst og min mindreværdsfølelse i forhold til andre mennesker. Jeg sad med lukkede øjne, mens Birgitte bankede mig forskellige steder i ansigtet, på brystkassen, under armen og på hånden og stillede mig en række spørgsmål. Min angst fyldte 10 på en skala fra 1-10. Først mærkede jeg den omkring knæ og underben, dernæst som en generel sitren i hele kroppen og til sidst føltes den mere konstant omkring ydersiden af over-armene. Jeg følte, at der ingen psykologisk plads var til mig og kunne mærke, at jeg gjorde min krop mindre, når jeg var angst, at jeg ville helt væk fra kroppen. Jeg blev lillebitte og følte, at alt ved mig var forkert, at
jeg ikke måtte være her. Vi kom vidt omkring, helt tilbage til 2 års alderen, hvor jeg følte, at min mor konstant invaderede mit personlige space.
Heldigvis kunne jeg dog også mærke, at mit indre var intakt og uberørt, selvom det var langt inde i mig. Birgitte fulgte mig hele tiden fint med spørgsmål, nærvær og indlevelsesevne.
Derefter arbejdede vi med min vrede over min mors billede af mig.
I hendes øjne var jeg et temmelig forkert barn, og hun vidste på forhånd,
at det, jeg havde at sige, var ubrugeligt. Derfor har hun aldrig lyttet til, hvad jeg egentlig havde eller har at sige. Selvom dette ikke var nyt for mig, var det godt at sige det højt uden unødvendige afbrydelser; det hjalp allerede. Det nye var, at jeg fik en klar, rund og hel erindring om alle
afvisningerne, af alle de gange, jeg oplevede, hun fejede alt, hvad jeg sagde, af bordet. Det var essensen af disse oplevelser, jeg følte. Jeg
kunne mærke, hvor undergravende, det havde været, især i teen-age årene. Måske kan denne klare erindring hjælpe mig til at adskille mig
fra min mor og hendes oplevelse af mig, så jeg kan blive mig selv, i
stedet for at bære videre på hendes billede af mig, som bestemt ikke var
eller er positivt. Jeg sluttede på 2–3 stykker på en skala fra 1-10, men man skal ned på 1, før traumet er arbejdet helt igennem, så jeg skal have en behandling mere. Jeg oplever, der er helbredelse i den følelsesmæssige erindring, jeg havde under behandlingen. Den virkede så rund, hel og samlende, og jeg havde det fyldigt i kroppen bagefter, men var også ret sårbar og sart.
I den sidste behandling kom jeg igen hurtigt ind i en masse kropsfornem-melser samt en del vrede, afmagt og sorg. Vi arbejdede først med lårene, som føltes maskuline, bastante og massive, som om de var spændt ud af vand, af en kraft, der gerne ville ud. Mens Birgitte bankede mig og stillede spørgsmål, blev de meget lettere. Det vart rart at være spændingerne for-uden. Dernæst følte jeg afmagt og opgivelse i underbenene. Det hand-lede igen om min mor og min afmagt over for hende. Hun blev kæmpe-stor og høj, og jeg blev lillebitte. Jeg var helt nede ved jorden, kunne ikke se hende i øjnene, men ville gerne op til hende og sende laserlys lige ind i hendes øjne, fordi jeg var vred på hende. Vred over, at hun altid, altid, altid tværede mig ud. Det føltes som om, hun havde sat mig i verden for at tvære mig ud, dét kunne jeg bruges til. Jeg kunne ikke gøre noget ved det, jeg var for lille, kunne intet stille op. Birgitte fulgte mig hele tiden fint med en fantastisk indlevelsesevne, og hun var meget præcis i de ting, hun sagde. Det virkede ret stærkt og provokerende, når hun bekræftede mine egne negative holdninger til mig selv, men så fandt jeg ud af, at jeg trods alt elsker og accepterer mig selv på et dybt plan, og det blev jeg meget bevæget og taknemmelig over.
Kære Birgitte, tak for terapi og samtaler, som jeg mener har medvirket til, at jeg nu har fået et mere ligeværdigt forhold til mennesker. Jeg har fået det sådan, at jeg bare kan være ligeglad med, hvad andre tænker og synes om mig. Der er egentlig ingen grund til at bruge energi på det.
Jeg har brugt enorme mængder energi indtil nu i mit liv på folks tanker
og sladder om mig. Det er nok nu. Og så er jeg faktisk på højskole lige nu! Jeg har fået den tanke, at jeg kan eksperimentere med min personlighed, mens jeg er her. Det risikerer jeg jo egentlig ikke så meget ved. Det er jo ikke farligt. Om jeg giver mig i kast med eksperimentet, ved jeg ikke, men det føles dejligt at turde være her mellem andre mennesker uden at have en kæmpestor angst for deres meninger om mig. - Kærlige hilsener og tusind tak for din hjælp.
Resultat: N/A