Type: Terapeut

Kategori: Smerter

Kort beskrivelse: Smerter

Beskrivelse af problem: Kroniske smerter og søvnproblemer på grund af diskusprolaps. Frustration over arbejdstab i forbindelse med sygdommen.

Behandling: Klienten (K), en mand i starten af 50’erne, henvender sig, fordi han har en diskusprolaps, som han tøver med at blive opereret for, da det indebærer en vis risiko for lammelse. Hans datter har anbefalet ham at prøve TFT. Han døjer med smerter over lænden, der trækker ned i benene, særligt når han sidder for længe i samme stilling, og når han rejser sig og sætter sig. Han går op og ned af gulvet om natten, fordi han har svært ved at sove for smerter. Han vurderer sine smerter til 10 SEU (subjektive enheder af ubehag) på en skala fra 1-10, men har under det meste af forløbet svært ved at sætte tal på sit ubehag. Jeg lader derfor talskala være talskala, banker blot og iagttager, hvad der sker undervejs.

K er noget skeptisk over for, at tankefeltterapien kan fjerne smerter, som efter hans opfattelse er fysiske og derfor også kun kan fjernes ad fysisk vej, eksempelvis gennem operation. Mens jeg skiftevis behandler med traumesekvens og 9 gamut, udbryder han efter pludselig ret overrasket: “Nu summer det sgu pludselig i mit ben, og det bliver helt varmt.” Senere kommer han ind i en dyb mørkeblå farve, som i yderkanten har et gult skær, der udvider sig og bliver til et helt nyt selvstændigt farvefelt, som han også bliver omsluttet af. Han bliver forundret og bevæget over den fred, han føler, særligt når han forener sig med den mørkeblå farve, og vender gentagne gange tilbage til den oplevelse. På grund af smerterne har han været nødt til at holde op med at arbejde og føler både sorg og frustration over arbejdstabet. Som han selv udtrykker det, har han svært ved at forlige sig med ikke længere at være en nyttig samfundsborger. Han sætter en ære i altid at have klaret sig selv og vil ikke skylde nogen noget, så det er skamfuldt for ham at modtage hjælp fra det offentlige.
Han føler sig både mindreværdig og ubrugelig. Hans tilstand påvirker både hans eget humør og relationen til ægtefællen. Vi undersøger, hvordan mange af hans forestillinger i voksenlivet stammer fra hans barndoms primære familiesystem. Det viser sig, at hans opvækst har været barsk. Han har tidligt lært ikke at kny ("man må bare tage sig sammen"). Det er derfor ikke let for ham, at finde ind til hjertets mildhed
og medfølelse over for sig selv. Det bliver kardinaltemaet i den sidste af tre sessioner. Jeg anviser ham også nogle bankeøvelser til husbehov.

Resultat: Smerterne i lænd og ben forsvandt ikke én gang for alle, men kunne dog af og til minimeres. K var flittig til at banke sig derhjemme om natten, når han gik op og ned af gulvet og ikke kunne sove for smerter.Ved at banke på gamutpunktet kunne han nogen gange lindre smerterne, især hvis han kunne komme ind i det mørkeblå rum, hvor han på et tidspunkt følte sig omsluttet af fred.

 
Category

2022 © Copyright | IFPF ApS | Ålborgvej 12, 4793 Bogø By | Tlf + 45 70 278 288 | kontor@mygind.dk | CVR/SE nr. 42220396